Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Rudersdal Avis klumme - sept 2022

Nøjsomhed 

For få generationer siden var begreber som nøjsomhed og sparsommelighed dyder og værdier, der var ret almindelige. Anden Verdenskrig, Den Kolde Krig, oliekrisen i 70érne, ”fattigfirserne” samt andre samfundskriser har gjort deres til at nøjsomheden, sparsommeligheden og kreativiteten har været en nødvendighed. Man brugte de ting og midler, der var til rådighed. Gamle ting og sager, tøj, møbler og biler blev ikke bare smidt ud, kasseret eller erstattet. Tværtimod blev de repareret, syet om og fornyet med fantasifuldhed og respekt for tingene. Man levede mere enkelt. I modsætning til den køb, forbrug og smid- væk kultur, der har hersket i flere årtier her i vores rige og privilegeret del af verden.  Det har med al tydelighed ikke været uden alvorlige konsekvenser for verdens miljø, de klimatiske forhold og vores fælles fremtid. 

På baggrund af krigen i Ukraine, den voksende energikrise og - inflation er nøjsomhed, sparsommelighed og genbrug, dyder, der igen har fået en renaissance. Vi ser det allerede i de mangfoldige genbrugsbutikker og loppemarkeder, der eksisterer. Flere og flere i de yngre generationer er meget bevidste om, at vi skal passe på vores verden, klimaet og naturen. Vi må være meget mere bevidste om, at materialisme og statussymboler ikke giver mere indhold og rigdom i vores tilværelse. Måske kommer vi også til erkendelse af, at vi ikke har ret til alt, at livet ikke alene drejer sig om selvrealisering og selvudvikling og at sikre sig selv og sine nærmeste. Snarere gælder pligten til at leve sin næste, sit medmenneske til glæde og gavn og Gud til ære, som det hed i gamle dage. 

Man kan håbe på, at den mindre fokus på materialisme og statussymboler giver plads og rum for andre værdier, de åndelige, menneskelige og bløde værdier, vi ikke kan leve sandt foruden.  Når vi har færre ting og sager at tage vare på, være optaget af og bekymre os over, bliver der mere rum og tid til at være sammen i ægte nærvær og på tværs af alle mulige og umulige menneskeskabte skel og grænser. Blive inspireret, få åbnet sin horisont til nye og berigende højder samt gøre den store sociale ulighed, der unægtelig eksisterer mindre markant og anfægtende. 

Der er nok at tage fat på. Og vi kan hver især gøre en forskel og gøre os umage, der, hvor vi er sat.

Sognepræst ved Vedbæk Kirke,

Ingrid Halkjær-Lassen

Ophavsret: