Rudersdal Avis klumme - marts 2021

En lille hyldest til tårerne - Sognepræst Ingrid Halkjær-Lassen

Vi mennesker er sammensat af tusindvis af gådefulde skabertråde. Vi består af krop, sjæl og ånd samt et ocean af følelser. Ti grundfølelser taler videnskaben om og af vidt forskellig karakter: interesse, glæde, vrede, tristhed, angst, misundelse, skam, skyld, ømhed og afsky.

Hele følelsesregistret eller følelseshierakiet, der gør os til levende bevægelige mennesker. Nogle af disse følelser er dog mere legitime at udtrykke end andre.  Ligeledes tårer er vi udrustet og begavet med. Tårer er udtryk for nogle af de følelser, der kommer dybest inde fra. Udover at tårer beskytter øjnene mod udtørring og irritation, udløser de også endorfiner i vores krop og letter de følelser, vi har. Nogle har lettere til tårer end andre. Når vi bliver bevæget af den ene eller anden årsag, får vi ofte tårer i øjnene.

Hvad end vi græder modige tårer eller tårerne triller ned ad kinderne af glæde og taknemmelighed. Hvad end vores tårestrøm udløses af vrede, uret, afmagt, sorg eller vi græder af grin og boblende glæde, så er de alle rensende og forløsende på hver deres måde.

Fra de mindste børn erfarer vi ofte, at der ikke altid er så langt fra euforisk glæde til tårer og højlydt gråd. Det er bestemt ikke comme il faut og passende, når man er voksen i vores kulturkreds. Voksne skal helst græde i enrum. Det er en uudtalt forestilling om, at vi helst skal styre os selv og have styr på vores følelser og tårer, fordi det ofte er forbundet med svaghed, skam, upassende og at tabe ansigt.

Dét er både synd og skam.

Hvorfor ikke netop se det som en styrke at vise sine følelser, se det befriende og lindrende i at græde, hvad end vi er børn, unge, voksne eller gamle. Velgørende er det ind imellem at få lukket sine følelser og det indestængte ud endda udtrykke sine grænser. Tårer skal ikke sluges. Følelser skal ikke gemmes væk. Undertiden er det vigtigt for os alle at give slip. Og derved øjne forandring forude.

I Bibelen berettes flere steder, at Jesus græd åbent. Han brast i gråd, da hans elskede ven Lazarus døde. Han græd over Jerusalem og dens hårde skæbne. En anden tankevækkende bibelsk fortælling, beretter, at en kvinde med et såkaldt blakket ry i datiden træder ind i farisæernes hus, hvor Jesus spiste sammen med dem. Til stor forargelse for dem vædede kvinden Jesu fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår. En kærlighedshandling Jesus tog imod.

Salmedigteren Ingeman har udtrykt det så smukt og nænsomt i sin kendte og elskede salme Nu titte til hinanden: …  ”dog menneskenes børn har han allermest kær, Gud ånder på øjet, når det græder. ” Vi er ikke alene, når vi græder enten af sorg eller glæde, af fortrydelse eller eufori.

Lad engang imellem tårerne få frit løb og bliv forløst.

Tårer skal ikke sluges. Følelser ikke gemmes væk.

Sognepræst ved Vedbæk Kirke,

Ingrid Halkjær-Lassen