Rudersdal avis klumme - april 2022

Ængstelse og mod

Foråret, den søde vår, har endelig meldt sin ankomst. Vi går mod lysere tider, alting springer ud ligeså os. Solen varmer vore vinterblege forfrosne kinder og giver os fornyet livsmod. Vi glæder os til alt det dejlige, som sommertiden begaver os med, lykke og lyse nætter, der øjnes ude i horisonten.

Corona er gud ske lov på retur, og nu vi troede lige, at der vil blive lidt ro og fred, og meget kan blive normaliseret. Men efter den 24. februar og Ruslands invasion af Ukraine, et suverænt land, står vi med ét over for enorme menneskelige og sikkerhedsmæssige udfordringer samt krigens gru og ondskab, der næsten surrealistisk viser sit ansigt på vore europæiske breddegrader. En virkelighed, mange af os troede, hørte fortiden til. Hjerteskærende reportager fra krigens gru, millioner af uskyldige mennesker på flugt er reportager og billeder, der løber over tv-skærmene og de sociale medier 24/7. Det gør os dybt, dybt berørte, vrede og ængstelige. De sidste to næsten måneder er der ikke gået en dag, uden at man taler med hinanden om det. 

Vi åbner vore døre og vores land for flygtninge og støtter, hvor vi kan. Fordi vi har en moralsk og etisk forpligtigelse til at hjælpe. Det gør vi, fordi det ligger dybt i vor menneskelige natur at række ud mod vor næste i nød, gøre lidt eller meget, alt efter evner og muligheder. 

Mennesker er i stand til det værste. Mennesker er også i stand til det bedste, når vi står ansigt til ansigt med ondskab. Evnen til at udvise empati, mod, medmenneskelighed og hjælpsomhed er heldigvis også dybt nedarvet i os. Ligeledes evnen til at kæmpe for alt, hvad vi har kært. De værdier, må vi aldrig, gå på kompromis med.  

Krigen i Ukraine viser med al tydelighed, at det ikke er nogen selvfølge at leve i fred, i demokrati og have ytringsfrihed. Vi kan med al tydelighed ikke hvile på laurbæerne og tro, at der aldrig igen vil være kræfter, der vil konfrontere vores dyrebare værdier og os. Det er naivt. 

Vi har alle i store og små sammenhænge et ansvar. Vi må tale sammen også med vore unge og børn. Vi må støtte og trøste og tro på, at det gode i sidste ende sejrer. Finde livsmod og trøst i at stå sammen, holde ud i modgang, holde ved og værne om fællesskabet, den gode og ærlige samtale og solidariteten imellem os. Bede, håbe, hjælpe og finde trøst i noget større og dybere. Sandelig også her på tærsklen til sommeren lade glæden i alle dens livsbekræftende glimt, få den plads, den fortjener i det daglige. 

Ingrid Halkjær-Lassen

Sognepræst ved Vedbæk Kirke