Rudersdal Avis klumme - marts 2018

Åndelig føde

Med den netop afholdte landsdækkende indsamling for Folkekirkens Nødhjælp frisk i erindringen, er vi atter blevet mindet om, at verdens brød, goder og rigdomme langt fra er retfærdigt og ligeligt fordelt. Det vækker igen og igen anfægtelse og dyb underen, eftersom der er så megen materiel rigdom og overflod af mad, men desværre også udbredt grådighed i verden. Hvis bare vi kunne lære at dele meget mere ud af den overflod vi har, mon ikke der ville være nok, ja rigeligt til os alle uanset, hvilke breddegrader og under hvilke himmelstrøg, vi befinder os på. Den materielle fattigdom er i fokus, men også den åndelige sult, fattigdom og længsel, kan erfares af os alle. Det er ikke nok at have succes, økonomisk uafhængighed og overflod, ikke nok at sikre sig gode pensionsopsparinger, præstere og yde i et væk.  

Vi består af krop, sjæl og ånd – en smuk og dynamisk enhed. I vores udtalte krops- og sundhedsfikseret samtid, er der megen fokus på det fysiske og kropslige, som naturligvis er vigtigt, men ikke alt. Lige så betydningsfuldt er vores åndelige og mentale sundhed. Vi har i høj grad lige så meget brug for åndelig føde og åndelig fitness. Åndelige værdier og  -multivitaminer for ikke at sulte og tørste sjæleligt. Vi skal være bevidste om også at tage vare på vores dyrebare sjæl og give den åndelig føde så at sige. Vi skal unde os selv og hinanden at stoppe op ind imellem, mærke efter og spørge, hvad det er er virkelig har værdi og betydning her i livet. Det fordrer tålmodighed, lydhørhed, samtale, stilhed og eftertanke.

I dag kan det være noget af en udfordring og forvirrende at finde rundt i det store udbud på de åndelige og spirituelle supermarkedshylder, vi hvileløst kan shoppe rundt i. Alt imens vor længsel efter åndelig føde og svar på eksistentielle spørgsmål ikke bliver mindre.  Det kræver en bevidstgørelse om, at der er en større og dybere sammenhæng i tilværelsen, bærende værdier, en kristen arv, identitet og slidstærke gamle ritualer, der er i over tusind år er gået i arv fra generation til generation og bærer os gennem dette liv på jord, hvor alt kan ske. 

Vi har alle noget vi skal sige tak for, alle noget vi frygter og som gør os kede af det og sorgfulde. Vi har alle noget vi længes efter rent åndeligt eller kropligt. Nogen vi elsker og savner, noget vi bliver prøvet med og skal tage livtag med. Vi har alle noget, vi kan græde over og noget vi kan le over, glædes ved og være taknemmelige for. Nemlig dette dyrebare liv, hvor krop, sjæl og ånd skal mættes, for at vi kan arbejde, dele, kæmpe for alt, hvad vi har kært og bedst af alt, elske.

Sognepræst ved Vedbæk Kirke

Ingrid Halkjær-Lassen

Ingrid Halkjær-Lassen

Ingrid Halkjær-Lassen