DET GØR MIG ONDT!

Livet er et kort sekund fyldt med både godt og ondt, sang Liva Weel.

Det onde er både den lidelse, der skyldes sygdom eller ulykker, og det moralsk onde, der skyldes vore menneskelige handlinger, hvad enten vi f. eks. mobber, bagtaler, lyver eller fører krig. Og krig er jo ikke bare den militære krig. Krig er enhver krig mellem mennesker. Krig i familien, krig mellem fraskilte, krig på arbejdspladsen, krig i menigheden, krig i partiet. Men hvad skyldes det onde? Hvorfra kommer det?  Som bekendt er der blevet givet uendelig mange bud på spørgsmålet gennem tiden. For det onde er en gåde.

Naturligvis er onde handlinger altid udtryk for manglende indlevelsesevne i forhold til et andet menneske. Psykopaten f. eks. mangler netop den empatiske evne. Så vi kan sige, at fællesnævneren for al ondskab er manglende evne til at være noget for andre. Og derfor er den kyniske ondskab ofte forbundet med anonymitet. Det enkelte menneske bliver gjort fjern og uvedkommende, et nummer i mængden, så ondskaben kan udføres systematisk og i en højere sags tjeneste. Tænk blot på Hitlers eller Stalins koncentrationslejre.  

Men dermed er det onde ikke forklaret. Det onde kan nemlig dybest set ikke forklares, og kan derfor heller ikke forhindres med fornuften. Det er jo netop det uhyggelige! Og det gælder både den lille ondskab i vores egen dagligdag, og den store ondskab ude i verden. Der kommer stadig ny beretninger om f. eks. nazismens og kommunismens ufattelige forbrydelser, begået af ganske almindelige mennesker i forholdsvis civiliserede samfund. Ofte hører vi at bøddelen, eller forhørslederen, som torterede fangerne, tog hjem til familiehyggen efter endt arbejde. En helt almindelig arbejdsdag! At den rå vold og ondskab kan komme til at virke dagligdags og banal, er på én gang uhyre tankevækkende og dybt skræmmende.

Og det onde er og bliver en gåde. For det onde har ingen sidste årsag eller oprindelse. Ellers ville det jo ikke være ondt, men blot behandlingskrævende! Så vi kan f.eks. spærre onde mennesker inde, men vi vil aldrig få fængsler nok. Vi kan nemlig bekæmpe det onde, og vi SKAL bekæmpe det onde, men vi vil aldrig kunne udrydde det. Godt og ondt følges ad og forudsætter hinanden. Sådan er det hårde liv. Og derfor giver det god mening, når vi beder Vorherre om at holde os det onde fra livet. ”Fri os fra det onde!” hedder det netop i Fadervor.

Klaus Rosenberg-Larsen