
Mød guitaristen Lars Hannibal og cellisten Ida Riegels når de kommer cyklende til Vedbæk Kirke på tandemcykel og giver koncert d 16. august kl 15.00.
Både Lars Hannibal og Ida Riegels har et hav af koncerter bag sig og har rejst med musikken i mange dele af verden, men til august bliver det første gang de to musikere giver koncert sammen.
På programmet er populær klassisk musik for cello og guitar, samt et par splinternye melodiske værker for solo cello komponeret af Ida Riegels. - En overraskelse undervejs kan også forekomme.
Lars Hannibal er en af landets mest anerkendte guitarister, kendt for hans talrige koncerter med Michala Petri. Lars Hannibal er desuden direktør i pladeselskabet Our Recordings. Ida Riegels har gennem de seneste år etableret sig som cyklende cellist og har i år vundet DR P2 prisen ‘Årets Ildsjæl 2020’. Hun er desuden aktuel med debut CD'en ‘Cello Stories’ der udkommer på Danacord Records til sommer.
Blandt cyklister siger man, at det at køre på tandem sammen er den ultimative måde at lære hinanden bedre at kende på. Og det er netop hvad Ida Riegels vil udforske på hendes sommerturne gennem Danmark på tandem med forskellige medspillere undervejs.
Man kan følge med på turen på hendes blog ‘Cello Tandem Tur’ på ida-riegels.dk
Vel mødt til en koncert med et smukt og underholdende program fremført af to cyklende musikere.