Udgivet lør d. 16. maj 2020, kl. 10:30

Genåbning af Vedbæk kirke.

Den 18. maj genåbner kirkerne i Danmark, ligesom der åbnes op for også andre kirkelige arrangementer. Kirkeministeriet og sundhedsmyndighederne arbejder p.t. i samarbejde med biskopperne på de præcise retningslinjer for genåbningen, og vi gør os klar til åbne kirkedørene for jer på torsdag, Kristi Himmelfartsdag.

I Vedbæk glæder vi os over denne udvikling og vil naturligvis følge retningslinjerne med henblik på at skabe tryghed for alle kirkens brugere. Vi vil her på siden løbende holde jer opdaterede om, hvordan genåbningen af Vedbæk kirke vil foregå. Det står allerede nu klart, at retningslinjerne vil indeholde en begrænsning på antallet af deltagere i de kirkelige handlinger, og at tilsvarende begrænsninger vil være gældende for de øvrige kirkelige arrangementer.

Vi vil genoptage afholdelse af Højmesser og gudstjenester fra og med Kristi Himmelfartsdag torsdag den 21. maj 2020 kl. 10.00.

Med genåbningen af det kirkelige liv i Vedbæk sogn opfyldes et stærkt ønske og behov hos mange i menigheden. Selvom det vil ske med begrænsninger er det meget glædeligt, at vi dermed tager hul på en normalisering af det kirkelige liv.

Kategorier Ukategoriseret