Udgivet af Martin Walker, fre d. 13. mar 2020, kl. 14:44

Her i denne udfordrende og alvorlige situation vi står i på grund af Corona virus og smitte, har vi i Vedbæk Kirke og i Den Danske Folkekirke lukket vores mangfoldige kirkelige arrangementer ned. 

Derudover er alle gudstjenester aflyst indtil videre. 

Præsterne her i Vedbæk Sogn og i folkekirken er naturligvis fortsat tilgængelige for mennesker, der har brug for en fortrolig samtale, trøst, håb og støtte under disse anderledes forhold. Vi står til rådighed per mail og telefon.

Vi vil stadig udføre kirkelige handlinger; det vil sige dåb, vielser, bisættelser og begravelser dog under andre former end normalt.

Antallet af deltagere må afpasses efter forholdene og under alle omstændigheder ikke overstige 100 deltagere. De skal sprede sig ud i kirkerummet. 

I denne tid, hvor vi ikke kan samles som vi plejer, er det af største betydning vi alle viser samfundssind, solidaritet og hjælper hinanden, beskytter vores udsatte, svage og ældre medborgere.

Det er vigtigt, at vi holder modet oppe, lyser op i hinandens liv og har hinanden i tankerne.

Sammen beder vi til, at vi går mod lysere tider.

Sognepræsterne ved Vedbæk Kirke,

Ingrid Halkjær- Lassen og Rune Reimer Christensen

Ingrid Halkjær- Lassen - mail: ihl@km.dk tlf: 4035 0640
Rune Reimer Christensen - mail: rrc@km.dk tlf: 2055 4065

Kategorier Ukategoriseret